23948sdkhjf

Verdens største Søstrene Grene åbner i Lyngby

Butikken i Lyngby Storcenter byder desuden på et helt nyt koncept.

Når Søstrene Grene 5. oktober igen byder kunderne indenfor i Lyngby Storcenter, bliver det ikke blot til en ny og større butik i centret.

Det bliver også til den største Søstrene Grene-butik, der overhovedet findes blandt kædens cirka 220 butikker, fortæller kæden i en pressemeddelelse.

Hele 616 kvadratmeter fordelt på to etager vil kunderne fremover kunne udforske, efter den eksisterende Søstrene Grene-butik i centret nu er blevet flyttet og genåbner i en ny placering i stueplan ved siden af Normal.

Enhver, der har været i en Søstrene Grene-butik vil kunne genkende den karakteristiske indretning med mørke vægge, labyrintagtige gange, åbne trækasser og blød belysning.

Men ligesom på størrelsen, vil den nye butik i Lyngby Storcenter dog skille sig ud på indretningen.

Den klassiske labyrint, hvor kunderne kan føle og nærstudere produkterne, vil i den nye butik blive suppleret af et særligt rum, hvor sanserne kommer i spil, og man aldrig ved, hvad man kan finde, skriver kæden.

- Vi har i flere år haft en drøm om at kunne eksperimentere med vores koncept på denne måde for således at give vores kunder endnu en dimension og forhåbentligt skabe endnu flere nye oplevelser for dem. Med de nye, store lokaler i Lyngby har vi endelig muligheden for at prøve vores idé af. Nogen vil måske kalde det nye tiltag for et showroom. I Søstrene Grene kalder vi det et oplevelsesrum, forklarer kreativ direktør og medejer af Søstrene Grene-kæden, Cresten Grene.

- Rummet bliver et univers, hvor sanserne bliver sat i spil, og hvor vi sætter scenen for vores produkter på en helt ny måde. Jeg kan ikke afsløre præcist, hvad vi har fundet på i rummet. Men det bliver i hvert fald et anderledes afbræk fra vores traditionelle labyrint – som vi naturligvis stadig holder ved, også i Lyngby, siger han.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.119